Der er mange muligheder, når du skal vælge, hvilket system du vil bygge din webshop på. Her har vi fået Bobby Thygesen fra Smartweb til at fortælle om de forskellige fordele og ulemper ved henholdvis open source og hostede løsninger.

Hermed giver vi ordet til Bobby!

I dag er det nemt at starte en webshop og få alt det tekniske til at spille. Det første er at finde ud af, hvad du vil sælge og derefter lægge en plan for, hvordan du tjener på din forretning. Når du har det på plads, skal du i gang med at opsætte din webshop. Her er vigtigt, at du vælger det rette webshopsystem.

 

Typer af webshopsystemer

Webshopsystemer findes – groft sagt – i 2 kategorier: open source-systemer og hostede webshops. Du kan bruge ePay og Bambora som betalingsmodul til begge disse typer af webshopsystemer.

Eksempler på open source-systemer:

  • Magento
  • PrestaShop
  • WooCommerce

Eksempler på hosted webshopsystemer:

  • SmartWeb (dansk)
  • Shopify (canadisk)

Der er mange fællestræk ved de to typer af systemer:

  • De koster penge at drive (intet er gratis i denne verden)
  • De skal opdateres løbende, så de ikke bliver forældede
  • De skal driftes på en server
  • De skal supporteres

Selvom der faktisk er flere lighedstræk, end man ofte hører om, er der selvfølgelig også mange forskelle. Lad os først kigge på fordele og ulemper ved hostede løsninger.

 

Fordele ved hostede webshopsystemer

Du skal vælge et hosted webshopsystem, hvis du ikke gider bruge for meget tid på alt det tekniske. Gode hostede webshopsystemer indeholder langt hen ad vejen de funktioner, du har behov for i opstartsfasen, og man kan ofte oprette en webshop ved at udfylde en formular. På den måde kan man have en webshop klar på få minutter – uden at kende til programmering.

  • Kom hurtigt i gang
  • Prøv, inden du betaler
  • Du skal ikke bekymre dig om teknikken
  • Supportteam

 

Ulemper ved hostede webshopsystemer

I hostede webshopsystemer er der ofte på forhånd taget en masse valg for at gøre det nemt for dig. Det betyder også, at det kan være sværere at tilpasse webshoppens administrationspanel. Eftersom du kan prøve webshopsystemerne, inden du køber, kan du dog nemt tjekke, om systemet opfylder dine behov.

Det, man oftest har behov for at ændre i, er webshoppens design, og her er der stor fleksibilitet inden for både hostede løsninger og open source-systemer. Få år tilbage var hostede webshopløsninger ofte noget mere låste, og det var sværere at lave ændringer. Det har dog ændret sig meget, og der er i dag ofte en høj grad af fleksibilitet.

 

Fordele ved open source-webshopsystemer

Open source betyder, at kildekoden (altså sådan som systemet er bygget) er åben og frit tilgængelig – og ofte også gratis. Det vil sige, at du kan ændre i stort set alt på webshoppen både i forhold til design og funktionalitet. Og det fører os elegant til den største ulempe …

 

Ulemper ved open source-webshopsystemer

Selvom det er en stor fordel, at kildekoden er tilgængelig, kræver det ekspertise at lave ændringer i systemet/koden. Det kræver først og fremmest, at man kender til programmering, og hvis man ikke gør det, kan det hurtigt blive dyrt og bøvlet at tilkøbe sig den assistance. Men det er muligt.

En tommelfingerregel, når du skal vælge imellem de to typer af systemer, kan være at spørge dig selv om følgende:

Er jeg teknisk anlagt?

Er du teknisk anlagt, og har du lyst til at bruge tid på det tekniske, eller er du 100 % købmand, der gerne vil sælge varer og bruge tid på at optimere din forretning?

Hvis du er meget teknisk anlagt og elsker at programmere og rode med teknik, er open source nok en god løsning for dig. Hvis du derimod ikke teknisk anlagt og bare ønsker sælge dine varer, er en hosted webshop nok mere en løsning for dig.

 
bobby-thygesen-smartweb
Om Bobby G. Thygesen
Bobby er medejer og medstifter af SmartWeb. Han har arbejdet med e-handel i 10 år og har hjulpet hundredevis i gang med deres webshop.