I dette gæsteindlæg vil Tobias Ehlig dele sin opskrift på, hvordan han opbygger en succesfuld webshop. Det er ikke en hurtig vej til succes, men hvis du følger Tobias’ fremgangsmåde, vil jeg påstå, at du har en god chance for at lykkes med dit webshop-projekt uden at tage en særlig stor risiko.

Og med de ord – værsgo, Tobias!

Mange iværksættere lykkes desværre ikke med deres webshop-projekter. Men hvorfor? Måske fordi de har købt en masse varer hjem uden at vide, om der reelt er efterspørgsel på varerne? Måske fordi de må se i øjnene, at valget af branche var forkert, og at det ikke er muligt at få den mængde trafik fra Google, som de havde håbet på? Måske fordi de ikke har den tålmodighed, der skal til for at bygge en sund webshop på lang sigt?

Da jeg selv startede mit første webshop-projekt, faldt jeg i en del af de ovennævnte fælder – og det har jeg taget ved lære af. Nu er jeg i gang med min tredje webshop, og det griber jeg an på en helt særlig måde.

 

1. Vælg din branche

Først skal du vælge din branche, og her synes jeg, at du bør lytte til dette podcast med Dennis Drejer fra Rito.dk for at få gode råd. Når du har fundet ud af, hvilken branche du vil kaste dig over, anbefaler jeg dig at følge nedenstående trin, så du kan føre dine webshop-drømme ud i livet.

 

2. Opret en affiliate-side

Du starter med at skrive om produkterne (på det domæne du har valgt til din fremtidige webshop) og henviser til allerede etablerede webshops, hvor disse produkter kan købes. Ideelt set har disse webshops et produktfeed, du kan benytte, så du nemt kan indsætte produkterne på dit eget website. Læs mere om affiliate med produktfeeds her.

Med dette setup er din vigtigste opgave at tiltrække besøgende på domænet. Det er nemlig ikke dig, der sælger produkterne til kunderne – det klarer de webshops, som du sender de besøgende videre til. På den måde slipper du for at bruge den tid på drift, som en webshop ellers kræver. Til gengæld får du så kun 5-10-15-20 % af den omsætning, du genererer, alt efter hvilken affiliate-provision den enkelte webshop tilbyder.

På dette tidspunkt i processen bør du arbejde intensivt med søgeordsanalyse, således du får en grundig viden om, hvilke produkter der efterspørges i netop din branche. Denne viden bruger du så til at komme godt i gang med din søgemaskineoptimering, hvor du laver landingssider rettet mod de enkelte grupper af søgeord. Samtidig sørger du for at lave nogle links fra andre websites, som peger på dit website. På den måde bliver alle dine nye sider indekseret i søgemaskinerne, og du kan dermed begynde at opbygge troværdighed hos Google.

 

3. Påbegynd dropshipping

Når du har drevet din affiliate-side i 6-12 måneder, har du en rigtig god viden om, hvilke produkter der efterspørges i din branche. Og endnu vigtigere: Du ved, hvilke søgeord det er muligt at hente trafik fra.

Nu er du klar til at starte din webshop. Det er dig, der skal sælge produkterne på din side; dig der tager imod betalinger, og dig der står for kundeservice og så videre. Men fordi du nu selv står for alle disse opgaver, kan du også få en større del af omsætningen. Det kan f.eks. være 30 %, alt efter hvilken branche du befinder dig i.

Det eneste, der adskiller dig fra en ”almindelig” webshop, er, at du ikke er lagerførende. Det vil sige, at du ikke har noget med varerne at gøre rent fysisk. Din dropshipping-leverandør sender nemlig selv varerne til kunderne, når de bestiller i din butik.

 

4. Skab dit eget lager

Nu er det efterhånden 1-2 år siden, du startede din affiliate-side, og du har fået indgående kendskab til branchen. Du ved, hvilke produkter der sælger, og du har opbygget nogle fornuftige placeringer i søgeresultaterne – hvis du ellers har gjort dit SEO-arbejde ordentligt undervejs.

Du er nu klar til at købe varerne hjem og selv være lagerførende. Dermed er det dig, der står for alt arbejdet. Til gengæld får du også en markant højere avance end tidligere. Måske kan du endda selv få produceret varerne og dermed slippe for de fordyrende mellemled.

Nu har du en ”rigtig” webshop med alt, hvad det indebærer. Tillykke!

 

Opsummering

Bemærk, hvordan du med ovennævnte trin tager en lille mængde opgaver ad gangen. Til at starte med skal du ”bare” markedsføre en simpel hjemmeside, hvorfra du hurtigt sender de besøgende væk igen. Dernæst skal du til at sælge varerne, og det indebærer håndtering af betalinger, kundeservice mv. Til sidst er du også lagerførende og står med samtlige opgaver, som en almindelig webshop har.

Ved at følge disse trin har du stort set ikke taget nogen risiko. Alligevel har du rigtig gode muligheder for at teste markedet af og se, om du kan få en bid af kagen. Det er med denne fremgangsmåde, at jeg har startet min cykelhjelm-webshop, og på samme måde er jeg i gang med at søsætte en ny online forretning.

Du er meget velkommen til at følge denne opskrift og starte dit eget webshop-eventyr!

 

Om Tobias Ehlig:
Tobias er en ung internet-iværksætter med speciale i e-handel og online markedsføring. Læs mere om hans projekter på tobiasehlig.dk.