Der er mange udbredte misforståelser, når snakken falder på Dankort og Visa/Dankort. Læs med her og få styr på, hvad forskellene er, og hvornår du kan tage imod det ene og det andet.

Visa/Dankortet er genstand for mange falske påstande og misforståelser. Det skyldes formentlig det noget tekniske set-up, som ligger bag ved en online betaling, og det faktum, at få danskere er klar over, hvad et Dankort og et Visa/Dankort egentlig er.

 

Hvad er et Visa/Dankort?

Lad os starte med det helt basale:

Et Visa/Dankort er faktisk to betalingskort i ét – et Dankort og et Visakort. Det er altså et kombineret Dankort og Visakort i ét og samme kort.

Vi plejer at kalde Dankort for ”rene” Dankort for at gøre det tydeligt, at vi snakker om Dankort og ikke det kombinerede Visa/Dankort.

Når du betaler med dit Visa/Dankort i Danmark, bruger du reelt Dankort-delen på kortet. På ferien i Spanien bruger du så Visa-delen.

Som kunde er der ingen forskel på betalingsforløbet i de to tilfælde. Du kører kortet gennem kortterminalen, og så finder teknikken selv ud af at bruge den rigtige del på dit kort (altså enten Dankort-delen eller Visa-delen). Dog betaler du som regel et større gebyr, når du bruger Visa-delen.

Det er relativt ligetil, når vi snakker om fysisk handel.

Helt så enkel er verden dog ikke, når det handler om nethandel.

 

Webshops, indløsere og integrationer

Når en webshop tager imod en betaling, er der flere aktører involveret: Der er kortholderen, webshoppen, en betalingsgateway og en indløser (og så kan der faktisk være flere, men lad os holde det så enkelt som muligt).

Vi har beskrevet betalingsprocessen mere grundigt i et tidligere indlæg her.

Det er indløseren, som godkender webshoppen til at kunne modtage et givent betalingskort – den godkendelse kaldes en indløsningsaftale.

Aftalen mellem indløser og webshop specificerer, hvilke kort webshoppen kan modtage.

Indløsningsaftaler kan groft inddeles i to kategorier: Dem der gælder internationale kort som Visa, MasterCard og American Express, og dem der gælder Dankort.

Der er mange indløsere, som kan lave aftaler til internationale kort, men kun én, som kan lave en aftale til Dankort, nemlig Nets.

Det vil sige, at du enten kan tage imod Visa/Dankort gennem en indløsningsaftale til Dankort eller en indløsningsaftale til internationale kort.

Har du en aftale til Dankort, gennemføres betalingen på Dankort-delen af Visa/Dankortet, og med en aftale til internationale kort gennemføres betalingen på Visa-delen.

Det ”rene” Dankort kan du KUN tage imod, hvis du har en indløsningsaftale med Nets.

Så langt, så godt.

Dog har forskellige betalingsgateways forskellige opkoblinger og integrationer til indløserne.

Nogle betalingsgateways kører fx en integration til en udenlandsk indløser igennem Nets, og så kan det ikke lade sig gøre at ”læse” en betaling fra et Visa/Dankort på Visa-delen. Faktisk kan du så slet ikke modtage betalinger med Visa/Dankort (uden en aftale med Nets).

Husk derfor at spørge din betalingsgateway, om du kan modtage Visa/Dankort med din opsætning, hvis du vælger at gå uden om Nets.

Hos ePay har vi direkte opkoblinger til alle vores indløsere, og derfor kan du modtage Visa/Dankort på Visa-delen gennem alle andre indløsere end Nets og Teller.

 

Forskelle på betaling gennem Dankort og Visa

Der er nogle praktiske forskelle på, om du modtager en betaling med et Visa/Dankort på Visa-delen eller på Dankort-delen.

De kommer her:

1. Prisen
Dankortet er langt den billigste betalingsmetode i Danmark. Du betaler et gebyr, hver gang du modtager en betaling, men kører du betalinger med Visa/Dankort igennem på Visa-delen, er gebyret højere, end hvis du gør det på Dankort-delen.

Du kan se Nets’ priser her. Gebyret på Visakort varierer fra indløser til indløser.

2. Dankort-logo
Når du tager imod betalinger med Visa/Dankort gennem andre indløsere end Nets, er det teknisk set ikke Dankort, du kan tage imod. Derfor må du heller ikke vise Dankort-logoet på din hjemmeside.

Det er muligvis bare en formalitet, men hos nogle danskere giver det tryghed, når de kan se Dankort-logoet på en webshop.

3. Afregning
Betalinger med Dankort udbetales efter 1-2 bankdage, mens betalinger med Visakort normalt udbetales én gang om ugen. Det er dog forskelligt fra indløser til indløser.

Det var lidt om forskellene på Dankort og Visakort. Lad os nu få nogle tal på bordet.

 

Statistik på Dankort og Visa/Dankort

Ifølge tal fra vores eget system står Dankort og Visa/Dankort tilsammen for hovedparten af alle online betalinger i Danmark – og det bekræfter FDIH også i deres analyser, der viser, at Dankort og Visa/Dankort står for 80 % af alle online betalinger (MasterCard står for ca. 15 % og Visa Electron for ca. 2 %).

Fordelingen mellem Dankort og Visa/Dankort ser sådan ud i vores system:

Dankort – 5-10 %
Visa/Dankort – 70-80 %

Det vil sige, at omkring 5-10% af alle betalinger gennem ePay laves med Dankort – altså det ”rene” Dankort – mens 70-80 % er med Visa/Dankort.

Med andre ord: Du når ud til flest kunder ved at få en aftale til internationale kort, så du kan modtage både Visa/Dankort (på Visa-delen) og de andre internationale kort som MasterCard og Visa Electron.

 

Skal jeg vælge Dankort eller Visa/Dankort?

Du bør som udgangspunkt tilbyde dine kunder så mange betalingsmuligheder som muligt. Så er chancen for, at du har lige præcis den mulighed, som kunden foretrækker, nemlig størst.

Men hvis du af økonomiske eller andre årsager skal vælge mellem at tage imod Dankort og Visa/Dankort, bør du gøre dig følgende overvejelser:

Hvilke målgrupper sælger du til?
Sælger du til det modne segment? Eller til unge? Bruger din målgruppe det ”rene” Dankort, eller har de et Visa/Dankort (eller et andet internationalt kort)?

Hvilke lande sælger du til?
Sælger du kun til Danmark eller også til udlandet?

Hvor mange transaktioner har du?
For en ny shop kan det at tage imod Visa/Dankort på Visa-delen være en billig og nem måde at komme i gang på. Men begynder du at få mange betalinger, bliver det dyrt for dig, og så skal du måske overveje at få en aftale til Dankort også (hvor gebyrprisen er lavere).

I sidste ende handler det også om, hvad der giver mest mening i din forretning. For nogle er det vigtigt at kunne tage imod Dankort. For andre er det vigtigt at undgå Nets’ monopol på Dankort.

Vælg den løsning, der er bedst for din forretning.

Jeg håber, du kunne bruge gennemgangen af det omdiskuterede kort. Du er som altid velkommen til at kommentere artiklen eller kontakte os, hvis du har spørgsmål.